Optakt til afgørende regeringsmøde om mink beskrevet som kaotisk

Materialet til afgørende møde om mink i november sidste år var præget af hektisk tilløb.

Optakten til et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november var præget af en hektisk og kaotisk optakt for de embedsmænd, der skulle forberede materialet til mødet.

Eller som den dengang fungerende afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen torsdag formulerede det for Minkkommissionen:

– Det var helt vanvittigt.

Et tema gennem flere af afhøringerne i Minkkommissionen har været det skriftlige materiale, der ligger til mødet i koordinationsudvalget 3. november.

Eksempelvis har det tidligere været fremme, at materialet i en sms-besked mellem to embedsmænd i Finansministeriet blev beskrevet som "absurd dårligt beslutningsgrundlag" og to af de afgørende bilag som "makværk."

De pågældende bilag blev desuden afleveret få minutter før mødets start.

Mødet i regeringens koordinationsudvalg 3. november er centralt i Minkkommissionens arbejde.

Dels er det her, at regeringstoppen bliver enig om, at alle mink skal aflives. Dels er der intet referat fra mødet. Derfor har flere af Minkkommissionens afhøringer berørt netop det møde.

Departementschef i Erhvervsministeriet, Michael Dithmer, forklarede torsdag, at han og erhvervsminister Simon Kollerup (S) slet ikke havde tid til at nå at se de sidste bilag, inden de satte sig ind til mødet, der endte med, at alle mink i Danmark skulle aflives.

– Skal vi ikke sige, at materialet kom så sent, at det blev der ikke lejlighed til, sagde han.

I de bilag kunne man ellers læse, at det ikke stod klart, hvor der skulle findes hjemmel til at aflive alle mink.

/ritzau/