Tre bands spiller op til dans i teaterhuset

Bandet D'irks' medlemmer har baggrund indenfor cajun, rock, teater, musical og klassisk musik.
Bandet D'irks' medlemmer har baggrund indenfor cajun, rock, teater, musical og klassisk musik.

Nivå: Nivå Musiklaug har inviteret tre bands, der spiller musik fra hver sit hjørne af spillemandsmusikken, nemlig dansk, irsk og cajun. Spillemandsmusik er brugsmusik – og derfor skal der danses fredag den 5. marts i Teaterhuset på Kalvehaven i Nivå.

Dansk spillemandsmusik leveres af to garvede nordsjællandske spillemænd, der har spillet op til dans i de sidste årtier overalt i det nordsjællandske folkedansemiljø. I teaterhuset slår de takter og toner an til polkaer, fynboer, hamboer og meget andet. På harmonika er det Poul Pedersen og på klarinet er det Jens Olsen.

D'irsk synger og spiller, som navnet antyder, irsk folkemusik af blandt andet The Dubliners og De Gyldne Løver, blandet med irske instrumentalnumre – hurtige reels, quicksteps, jigs, hornpipes og smukke airs. Bandet består af Benny Malm, Mogens Simonsen, Maj-Lis Rasmussen og Lars Knudsen på henholdsvis guitar, bas, violin og harmonika.

Jambalaya Cajuns spiller musik fra Louisianas sumpe, hvor franske efterkommere har holdt liv i kulturen gennem dans, musik og mad. Bandet består af Jytte Berg (violin, sang), Lars Knudsen (harmonika, sang), Peter Tømm (bas) og Lena Bidstrup (perkussion).

Musiklauget sørger for instruktion – og der er god mulighed for at få sved på panden og få grundtrin og godt humør med hjem. Dørene åbnes klokken 19 . Entre 60 kroner, medlemmer halv pris og børn gratis.