
FAXE LADEPLADS: Finanskrisen var en realitet allerede inden BG Stones produktion begyndte på havnearealerne i Faxe Ladeplads.
– Der burde være tre eller fire mand i arbejde, men der er altså kun brug for to. Det er en skidt situation lige nu. Alle kommunale og private kasser er tomme for tiden. Men sådan er konjunkturerne. De går op og ned og om tre år har vi garanteret rygende travlt på havnen i Faxe Ladeplads, siger BG Stones direktør René Birch.
– Pumpeskibet har lige været her. Det lægger ind to gange dagligt, når der er her. Så går der tre-fire uger, hvor vi sælger ud af lagrene, før det er tilbage igen, forklarer René Birch.
Han oplyser at mellem 20 og 30 procent at BG Stones produktion udskibes fra Faxe Ladeplads Havn, mens resten køres på lastbiler.
– Hvis en større ordre skal bruges i Nordsjælland, så vil det være billigst at sejle materialerne til eksempelvis Hundested Havn, siger René Birch.
Støv stoppet
Produktionen af søsten til fundering af huse og veje, materialer til beton og mørtel og fint søsand foregår under åben himmel, hvilket har medført støvgener for blandt andre lystbådejerne på deres vinterplads.
– Det problem er løst nu. Vi oversprinkler ganske enkelt hele området hyppigt, så det ikke støver, når det blæser eller når maskiner og lastbiler kører rundt mellem bunkerne, siger René Birch.
Den erfarne sejler Eddie van Lüthje fortæller, at sprinkleranlæggene har været i drift i et par måneder.
– Jeg mener ikke, at støvproblemerne er blevet hverken større eller mindre efter at BG Stone begyndte deres produktion. Støvkornene er blevet grovere, men ellers handler problematikken om, at kan aldrig skal tørre sin bil eller båd af med en klud. Både kalkstøv og strandsand er et godt slibemiddel, som selvfølgelig laver ridser i lakken. Man skal vente på Vorherre eller bruge vandværksvand til at spule støvet væk, siger Eddie van Lüthje.