
Borgerlistens generalforsamling onsdag aften bød på et tilbageblik på 2018, et kig ind i 2019 og på en god debat om aktuelle emner. Q8 tanken i Faxe blev drøftet, rundkørsler, solceller, nedsættelse af personskatten, opnormering på dagtilbudsområdet, ungdomsråd, mere personale på plejecentrene, akutpladser og meget mere.
– Som altid en åben og konstruktiv debat, hvor synspunkter og meninger blev udvekslet, siger Dorte Steinmetz Bagge.
Byrådmedlemmerne Marianne Ørgaard og gruppeformand René Tuekær stod for den politiske orientering.
Generalforsamlingen kunne desuden byde velkommen tilbage til Nina Gulddal, som tidligere har siddet i byrådet for Borgerlisten. Hun er igen en del af Borgerlisten og er blevet valgt som suppleant til bestyrelsen sammen med Heidi Zethof.
På generalforsamlingen var der genvalg til Erik Molnit og Dorte Steinmetz Bagge. På det efterfølgende konstituerende møde i bestyrelsen blev Dorte Steinmetz Bagge genvalgt som formand og Erik Molnit som kasserer. Bestyrelsen består herudover af Jeanette Dahl Henriksen (sekretær), Jonas Tropp og Klaus Kej.