Bliv godt klædt på til iværksætterlivet

Foto: Elmer Madsen, Kasper Nørgaard Hansen
Søren Vagn Hansen og Faxe Erhvervsråd er et af de tre erhvervsråd, der står bag kurserne. Vil man vide mere, end det allerede ovennævnte, kan man kontakte Søren Vagn på: 56 37 03 00
Søren Vagn Hansen og Faxe Erhvervsråd er et af de tre erhvervsråd, der står bag kurserne. Vil man vide mere, end det allerede ovennævnte, kan man kontakte Søren Vagn på: 56 37 03 00 Elmer Madsen

FAXE KOMMUNE/VORDINGBORG: Går du med en iværksætter i maven, så er du ikke den eneste. Men selv om Danmark har brug for selvstændige erhvervsdrivende, så skal det ikke være for enhver pris.

For som iværksætter er der utroligt mange faldgruber. For eksempel et utilstrækkeligt fokus på salgsdelen i en virksomhed:

– De fleste iværksættere starter med de bedste faglige kompetencer, men uden realitetssans for det store arbejde, der er med salget i langt de fleste virksomhedstyper, fortæller Torben Johansen fra rådgivningsfirmaet T2 Management.

Men for de lokale iværksætter-spirer i Faxe Kommune er der nu netop råd at hente for dén slags fejlskøn. For i samarbejde med erhvervsrådene i Vordingborg- og Næstved Kommune afholder Faxe Erhvervsråd nemlig et stort iværksætterkursus over syv aftener.

Kursusleder er netop den ovennævnte Torben Johansen.

Kursusforløbet er opdelt over syv aftener, hvor kursisten møder erfarne specialister indenfor områderne "udarbejdelse af forretningsplaner", "jura og forsikring", "økonomi", "administration og finansiering", "markedsføring og salg" samt "netværk og målstyring".

Kurserne starter tirsdag den 4. september og løber derpå hver tirsdag de følgende uger.

Det hele foregår i Vordingborg Udviklingsselskabs kursuslokaler, som holder til på adressen: Marienbergvej 132,1., 4760 Vordingborg.