70-årig sigtet for racistiske tilråb mod chauffør

En 70-årig mand fra Faxe Kommune er sigtet efter straffelovens racismeparagraf for i Køge at have råbt ad en chauffør hos Flextrafik.

Mandens tilråb var ifølge politiet relateret til chaufførens udenlandske baggrund, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport fredag.

Racismeparagraffen, som den kaldes - den handler om andet end det - forbyder offentlige ytringer, som er hånende eller nedværdigende over for en gruppe af personer på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro, eventuelle handicap samt seksuel orientering.

Straffen er i mindre sager en bøde, men strafferammen går op til to års fængsel.

Episoden i Køge udspillede sig i Bjerggade klokken 12.50 torsdag. Her skulle chaufføren sætte en passager i kørestol af ved en tandlægeklinik.

Ifølge politiet valgte chaufføren at bakke ind på grund af de vanskelige tilkørselsforhold. Det tog noget tid, og ifølge politiet var det angiveligt grunden til, at en anden bilist råbte ad chaufføren.

Politiets efterforskning førte til den 70-årige, som blev sigtet for at stå bag tilråbene.

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke oplyst, hvad der ifølge anmelderen blev råbt.

/ritzau/