Snakken gik livligt mellem glas, keramik, malerier og alskens former for håndarbejde, og der var kaffe på kanden og kager i lange baner, da der søndag var Efterårs Kunsthåndværker Marked i Fælleshuset på Æblevangen 45 i Smørum. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det var de to naboer i bofællesskabet Birgitte Krohn og Line Holm, der havde fået ideen. De er begge medlemmer af Ledøje-Smørum Kunstforening og kreative på hver deres måde, og derudover havde de inviteret andre kreative medlemmer af kunstforeningen, familie, venner og venner af familie med.
– Vi vil gerne lave en hyggelig eftermiddag, og det ville være rart, hvis man også fik solgt lidt, sagde Birgitte.
– Men det er primært for at vise tingene og snakke med hinanden, sagde Line.