Lillebror tævede storebror

Oprykkerne fra Nordsjælland gæstede HØJ i pokalturneringens sjette runde. Det var blevet til to sikre sejre til Nordsjælland i turneringen, men her i pokalturneringen var det HØJ, der trak det længste strå

- Sikke en dejlig måde at slutte turneringen af på kom det fra HØJ træner Jesper Fredin efter kampen.

Hans eneste ærgrelse var, at HØJ ikke vandt kampen med ti overskydende mål.

Men det var nu tæt på med sejren på 33-27. Nordsjælland fik pyntet lidt i slutfasen, da Fredin valgte at spille uden målmand, når holdet havde en mand udvist. Det gav Nordsjællands Carl-Emil Haunstrup mulighed for at score to mål i træk fra egen banehalvdel.

Fra kampens første fløjt kom hjemmeholdet ud med større tempo og engagement. Efter ti minutters spil var holdet foran. HØJ scorede, hver gang de havde bolden, og deres målmand Rasmus Døssing diskede op med den ene pragtredning efter den anden. Selv på straffekast kunne gæsterne ikke passere ham.

HØJ trak støt og roligt fra. Marcus Stroustrup udnyttede sit lave tyngdepunkt til at sno sig igennem Nordsjælland forsvaret. HØJ havde skytter, der kunne ramme plet fra streg og fra fløjene, hvor især Tobias Myssing gjorde sig bemærket.

Men også den aldrende snu ræv Bo Spellerberg kunne profitere af sin store erfaring. Han strøede om sig med gode indspilninger, og han var en sand mester i at trække både frikast og udvisninger og derpå ligne en helt uskyldig engel.

18-10 var stillingen ved pausen, og spændingen i anden halvleg bestod nu i, hvorvidt gæsterne fra Nordsjælland havde evner til at komme tilbage i kampen. Initiativet holdt sig i de første par minutter af anden halvleg, så havde hjemmeholdet igen styr på kampen. Den otte måls føring som HØJ havde fra første halvleg holdt sig gennem det meste af anden halvleg og sejren var aldrig i fare.

Nordsjælland er rykket op i ligaen, men nu er det HØJ der har muligheden for at nappe pokalen, når turneringen fortsætter engang i efteråret.

Før kampen sagde HØJ pænt farvel til fem spillere, der skifter klub: målmændene Victor Bang og Rasmus Døssing, Villads Raahauge, Emil Bramming og Mikkel Leth.