Er de bindegale?

Grethe Helin, Solbærvangen 61, Smørum, skriver

Debat

Egedal: Man får et chok, når man læser Erhard Filtenborgs indlæg i Frederiksborg Amts Avis 30.11.2016. Eliasen vil »brande« kommunen for at få flere unge hertil. Der bliver jo bygget alle steder, så skån os for det vrøvl. I øvrigt har Egedal det omdømme, at det er den værste kommune at komme til. Der spares på alt. Hvis en næsten blind dame for eksempel søger om et forstørrelsesglas anbefalet af Dansk Blindesamfund, får hun endelig et elendigt fedtet glas fra en person, som er død.

Ifølge Erhard Filtenborg (E.F) har Egedal allerede betalt godt 300.000 kroner eksklusiv moms til et konsulentfirma for indledende øvelser til et større brandingprojekt, der skal markedsføre kommunen. Hertil kommer brugen af interne resourcer. Har administrationen pludselig tid til den slags pjat?

Videre skriver E.F., at den eksterne konsulent har foreslået en lang række udgiftskrævende tiltag, blandt andet et nyt sekretariat samt et »Brand Akademi«, en ny visuel identitet og meget andet dyrt. Det løber koldt ned ad ryggen.

Borgmesteren fik sit prestigerådhus, men skån os for den slags tåbelige blændværk. Videre skriver E.F., at administrationen anfører, at projektet kan afholdes indenfor budgettet. Vi fik ellers at vide, at med et nyt rådhus til en samlet administration kunne der spares store summer, men administrationen vælter sig øjensynligt i penge.

Vi bliver hele tiden præsenteret for, at der skal spares alle steder. Institutioner, skoler, uddannelse, ældre, veje o.s.v. Egedal hører til landets billigste med hensyn til for eksempel ældrepleje og ansatte på institutioner. Men der er råd til helt uoverskuelige udgifter til et såkaldt konsulentfirma. De indledende øvelser kostede de første 300.000 kroner plus moms. Hvad ville de næste udspil koste? Hvor mange skulle ansættes i sekretariat og akademi? Men der skal hele tiden spares på de såkaldt varme hænder.

Man har hidtil læst, at Eliasen ville »brande« kommunen, men at det var så langt ude, havde borgerne ikke drømt eller haft mareridt om. Hvilke forbindelser har Eliasen til dette konsulentfirma?

Det kostede flere hundrede tusinde at få dronningen til at klippe snoren over til det rustne monstrum med udsigt til en smuk dal. Nu skal der knaldes 80.000 kroner af på kinesisk nytår.

Efter statsbankerotten i 1814 ville man spare på undervisning, men Frederik den 6. afviste: »Fattige ere vi, men vi skal ikke være dumme tillige«.

Med sådanne planer er det måske en god ide, at Eliasen ikke genopstiller. Giv E.F. Frederik den 6.'s myndighed.