
Torsdag skulle der i retten i Hillerød være faldet dom i sagen om den 33-årige pakistanske mand, der er tiltalt for at have krænket fire forskellige unge piger i løbet af sommeren 2017, blandt andet i Ganløse, men sagen er nu blevet udskudt til februar, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det oplyser anklageren i sagen, Sufian Akram, til avisen.
– Der var ikke tid til at nå frem til en afgørelse i dag, men jeg kan oplyse, at de fire unge piger i dag har afgivet vidneforklaring, og den tiltalte også har givet forklaring, siger Sufian Akram.
Sagen drejer sig om en 33-årig mand med statsborgerskab i Pakistan og bopæl i Danmark, som i juni og juli sidste år har lokket fire unger piger ind i sin bil og hevet sin penis frem for at onanere.
Anklageren kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse detaljer i sagen, man han fortæller, at vidneforklaringerne stemmer overens.
– Jeg kan fortælle, at der ifølge de fire unge piger er sket det samme ved alle episoderne. Manden har spurgt dem om vej, og da de har hjulpet ham med at finde en adresse, har han blottet sig. Han har dog ikke forsøgt at røre nogen af pigerne, siger han.
Den tiltalte fastholder, at han aldrig har blottet sig over for de fire unge piger.
– Han nægter sig skyldig, men erkender, at han på et tidspunkt har kørt i den hvide varevogn, som er fotograferet, siger Sufian Akram.
Han fortæller desuden, at der vil være tale om en fængselsdom på nogle måneder, hvis han kendes skyldig. Anklagemyndigheden ønsker dog manden udvist af Danmark.
Den 33-årige mand fra Pakistan er tiltalt for i alt fire forhold af blufærdighedskrænkelse i henholdsvis Ganløse, Farum, Helsingør og Charlottenlund i juni og juli måned sidste år.