
De har før udkæmpet opslidende kampe mod hinanden, og det kan meget vel blive tilfældet igen på fredag, når Caroline Wozniacki og Vera Zvonareva står over for hinanden i semifinalen ved US Open.
– Jeg forventer en rigtig hård kamp, men jeg er klar til den, siger 26-årige Zvonareva, der er imponeret over sin unge modstanders fremskridt på det seneste.
– Caroline er meget moden for sin alder, og jeg tror, mange folk undervurderer hende. Hun spiller, som om hun har stor erfaring, hun er meget stabil, og det gør hende svær at slå, siger Zvonareva, der ser en lys fremtid for Wozniacki.
– Hun er stadig ung og har stort potentiale, lyder det fra den 7.-seedede moskovit, som spillede sig frem til finalen i Wimbledon tidligere i år og endnu ikke har tabt et sæt ved US Open.
Nøglen til sejr mod Wozniacki holder hun ikke skjult.
– Man er nødt til at være tålmodig mod hende. Hun er en svær spiller, fordi hun læser spillet godt. Så man skal være tålmodig, men stadig turde gå efter sine slag.