Visit Nordsjælland har bragt Halsnæs i en ny liga

Af Sune Raunkjær (V), byrådsmedlem og medlem af Visit Nordsjællands repræsentantskab

 

TURISME Kim Jensen (Konservative Halsnæs) bringer i et læserbrev nogle spørgsmål op vedr. Halsnæs Kommunes deltagelse i og medlemskab af Visit Nordsjælland. Dem vil jeg gerne besvare efter bedste evne.

Visit Nordsjælland (VN) er et samarbejde mellem kommunerne Helsingør, Hillerød, Fredensborg, Gribskov og Halsnæs. Blandt VN's opgaver er bl.a. markedsføring af vores område (Kongernes Nordsjælland, Den Danske Riviera etc.) samt udvikling af vores turismeindustri, bl.a. ved hjælp af EU-midler. Det er en opgave jeg synes VN indtil videre har løst godt.

I Nordsjælland er vi så heldige at have hele 3 slotte i baghaven. Attraktioner af internationalt format der selvfølgelig skal bruges i markedsføringen, alt andet ville være tåbeligt. Heldigvis for os i Halsnæs er den moderne turist væsentlig mere mobil end befolkningen var da slottene blev bygget, og ej heller bekymrer de sig om vores kommunegrænser. Derfor giver det også mening at det fylder meget i markedsføringen.

Kim Jensen spørger om turistsamarbejdet, VN som jeg læser det, er gearet til Halsnæs? Jeg synes vi skal vende det om, og spørge om Halsnæs er gearet til VN? Det er korrekt at vi har mange sommerhuse, men ikke mange der lejes ud. Vores hotelkapacitet er begrænset og vi mangler vel endnu, med al respekt, et fyrtårn som eks. Frederiksborg Slot. Halsnæs' turismeindustri er præget af mange mindre ihærdige foretagender, der ganske rigtigt hver for sig kan have svært ved at markere sig i f.eks. den trykte markedsføring, men som helt sikkert nyder godt af den massive fælles markedsføring.

Til gengæld kan vi så meget andet. Sandskulpturfestival og Hundested Havn i almindelighed er en motor for udviklingen. Lækre sandstrande og hyggelige autentiske miljøer i vores byer. Gjethus, musik og kultur i rå mængder. Meget af det båret af de ildsjæle der gør Halsnæs til noget specielt.

Det er derfor vigtigt at vi som kommune er klar til at støtte op om initiativer, der kan styrke vores lokale turisterhverv. Vi er allerede gået med i Fishing Zealand, der er i budgettet afsat puljemidler der kan komme ud at arbejde i forbindelse med vækst og vision, vi sørger for at vores strande er i ordentlig stand og med gode faciliteter, og byrådet arbejder målrettet videre på et Arktisk Projekt på havnen i Hundested, måske det fyrtårn vi mangler? Det hele er med til at styrke Halsnæs' position, både i VN men også som turistdestination generelt.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget loren, da det forrige byråd valgte at træde ind i VN i 2012, men jeg synes at udviklingen har vist, at det var den rette beslutning, og at VN er med til at bringe Halsnæs op i en anden liga.