Vil redde liv med hjertestarter i butikken

I baglokalet i butikken Blomstertid i Algade er der fornylig blevet hængt en hjertestarter op.

Indehaverne Helle Oxlund Gamst og Erik Gamst er glade for at have taget beslutningen om at have den grønne livredende maskine hængende.

- Vi kender en, der netop har fået en pacemaker, det fik tanker sat i gang hos os, siger Helle Oxlund Gamst.

Parret ville gerne have haft maskinen hængende på facaden, så den kunne bruges i nødsituationer døgnet rundt, men det måtte den ikke på grund af byens facaderegler.

- Uheldet er vel også mest ude i åbningstiden, når der kommer bjerge af mennesker gennem Algade, håber Erik Gamst i sit stille sind.

Parret mener, det er et stort ansvar at have maskinen hængende, men at det er et endnu større ansvar, hvis de ikke have valgt at få en hjertestarter.

De forklarer, at apparatet er nemt at gå til, da man bliver instrueret lige så snart, man går i gang med den livgivende hjælp.

- Vi er stolte og glade for at have taget beslutningen, siger Helle Oxlund Gamst, hun håber, at endnu flere vil tage det samme ansvar.

På appen, Trygfonden Hjertestart, kan man se, hvor de forskellige hjertestartere i nærheden er placeret.