Vi er langt fra i mål SF!

Valgdebat

Lejre: I uge 42 kunne vi i flere lokale medier læse, hvordan to af Socialistisk Folkepartis kandidater roste det rige frivillige foreningsliv i Lejre Kommune. I samme indlæg fremhævedes hvilke initiativer, der er taget de sidste fire år med SF for bordenden. Kandidaterne erkendte, at vi ikke er i mål, og det er foreningerne i særdeleshed enige i!

I DIF's store undersøgelse af idrætsforeningernes vilkår har foreningerne således dømt Lejre Kommune til en kedelig placering som nummer 90 ud af 93 kommuner. Det er simpelt hen ikke godt nok!

Det kan godt være, at det frivillige foreningsliv er rigt - men så skal kommunen også støtte op omkring det.

Undersøgelsen viser således tydeligt, at foreningerne oplever det samme som Danmarks Statistik og DGI's bearbejdning af de økonomiske tal viste i uge 42, nemlig at Lejre Kommune er en af de kommuner, der bruger færrest ressourcer på idrætsområdet, og det mærkes ude i foreningerne.

Forenings- og fritidslivet er og bliver det, der binder os sammen i lokalsamfundene, og det skal kommunen støtte op omkring. Jeg, og Venstre, vil støtte endnu mere op omkring de lokale foreninger, brugerråd m.fl. Der skal være større lokal medbestemmelse, faciliteterne skal opgraderes, og kommunen skal støtte i forbindelse med fundraising m.m.

Christian Fjeldsted Andersen

Kandidat for Venstre

Medlem af Ostedhallens Brugerråd og Folkeoplysningsudvalget

Rønnens Kvarter 2

Osted