Verden forandrer sig

Gunnar Langemark, Skrænten 9

Verden udvikler sig – og det gør vores by også. Forvandlingen af en forfalden havn med småindustri til en flot havnepromenade med dejlige boliger er fuldført. Nu mangler vi bare at få tilført lidt liv. Og det ser heldigvis ud til at gå i den rigtige retning.

Jeg tror godt de allerfleste beboere i Amsterdamhusene godt er klar over at havnen er hele kommunens havn. Jeg tror også at det har gjort indtryk at så mange mennesker mener noget – så meget – 3300 medlemmer i en protestgruppe!

Jeg bor ud til Ågade med udsigt over ådalen. Det har vi betalt for dengang jeg købte huset for ti år siden. Det er dejligt. Men det er ikke en permanent fastfrosset tilstand. Siden der blev bygget boliger ved FOA og Slåenbjerghuse, kommer der ikke længere rådyr ned i ådalen. Det nye skattecenter er også skudt op, så vi kunne vågne med det som udsigt fra mit soveværelse. Vi har vendt vores seng. Nu åbner Sillebro centret, og jeg kan se frem til at der kommer flere biler på vejen. Men det er udviklingen i en by. Man kan ikke forvente at alt forbliver uforandret.

Nede på havnen vil vi gerne have mere liv. Frederikssund er blevet en stor kommune – og alle synes de har en aktie i havnen. Den kunne blive alle tiders attraktion om sommeren – med masser af liv. Gæster fra hele Nordsjælland kunne komme ned og opleve solnedgangen med en is i hånden, eller spise en gang god mad med havudsigt. Der kunne være rigtig god stemning og glæde. Og vores by ville stortrives. Vi har ikke voldsomt mange attraktioner. Havneområdet er en unik chance for at få en attraktion mere. Tag en tur op i Hundested havn, og se hvordan de har gallerier og restauranter med priser der er til at betale. Vi har satset på boliger, men det betyder ikke at der for evigt skal herske stilhed og andagt i havnen.

Havnen er for alle. Lad os udvikle havnen – som en del af byens udvikling.