Venstre vil skabe Danflix – public servicens svar på Netflix

Mediebrugere skal kunne finde dansk indhold samlet et sted, mener Venstre i nyt udspil til medieforlig.

Mange mediebrugere i Danmark kender allerede streamingtjenesten Netflix, hvor man mod betaling kan se film, serier og dokumentarer, når det passer en. Venstre vil give licensbetalerne i Danmark en public service-pendant til Netflix.
Mange mediebrugere i Danmark kender allerede streamingtjenesten Netflix, hvor man mod betaling kan se film, serier og dokumentarer, når det passer en. Venstre vil give licensbetalerne i Danmark en public service-pendant til Netflix.

FAKTA: 2500 kroner om året sikrer radio og tv uden reklamer

Venstre foreslår som optakt til medieforhandlingerne, at alt dansk produceret public service-indhold fremover skal samles på en app og en tv-kanal kaldet Danflix.

Samtidig foreslår Venstre at skære 400 millioner kroner fra DR og i stedet flytte pengene over i en styrket public service-pulje.

Her kan du blive klogere på licensen i Danmark, der finansierer public service-indholdet:

* Du skal betale licens, hvis du er over 18 år og har et licenspligtigt apparat. Det vil sige tv, radio, computer eller smartphone.

* Medielicens vil i 2017 koste 2492 kroner om året. Man kan vælge at betale månedligt eller halvårligt.

* Medielicensen går til at sikre, at vi i Danmark kan se tv og høre radio uden reklamer og fri for politiske interesser.

* Danmarks Radio er forpligtet til at levere public service, som dækker over nyheder, undervisning, kunst og underholdning.

* Det er kun pensionister og førtidspensionister, der kan søge om af få halveret medielicensen, hvis deres indkomst ikke er for høj.

* 67 procent af medielicensen går til DR, der bruger den til at lave radio, tv, net og koncerter for.

* DR får årligt cirka 3,7 milliarder kroner fra licenspengene.

* De regionale TV2-stationer får ni procent af den årlige licens, og to procent går til Radio24Syv, mens én procent går til, at der kan laves lokalradio- og -tv rundt omkring i landet.

* Cirka 2,4 millioner husstande betaler licens.

Kilde: Danmarks Radio og Kulturministeriet.

Hvis det står til Venstre, vil mediebrugere i Danmark fremover kunne finde et væld af danskproduceret indhold på en app og en 24-timers tv-kanal kaldet Danflix.

Det skal være en dansk public service-pendant til den populære streamingtjeneste Netflix, som skal finansieres af licensmidler. Det forklarer Venstres kultur- og medieordfører, Britt Bager.

– Når vi kalder den Danflix, udspringer det selvfølgelig af Netflix. Men det er samtidig en måde at understrege på, at vi mener, at vi i fremtiden skal samle alt dansk indhold et sted.

– Det skal være nemt for forbrugerne at gå til det. Derfor er vores forslag, at man laver en Danflix-app og en Danflix-kanal. Så vil forbrugerne ret hurtigt blive vant til, at det er der, man går ind, hvis man vil se dansk public service-indhold, siger Britt Bager.

Forslaget kommer som optakt til forhandlingerne om et nyt medieforlig, der skal træde i kraft 1. januar 2019.

Samtidig foreslår Venstre at skære 400 millioner kroner af DR's budget. DR får i dag langt den største del af licensmidlerne. De 400 millioner skal i stedet gå til en styrket public service-pulje, som flere aktører skal kunne få del i.

Indholdet skal så kunne findes på Danflix. Det kan også være indhold, der bliver afbrudt af reklamer, siger Britt Bager.

– Alle, der betaler skat i Danmark, vil kunne søge puljens midler. Men det er de danske licensbetalere, der betaler licens til den her pulje. Derfor kan vi selvfølgelig ikke tillade, at indholdet ligger bag en betalingsmur, siger hun.

– Så kommer TV3, Discovery, JP/Politikens Hus eller andre med en rigtig god idé, som de søger midler til, så kan de få midlerne og have produktet liggende bag deres betalingsmur i en kortere periode. For eksempel tre måneder, siger hun.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, ser gerne, at det danske indhold, der er produceret for offentlige midler, bliver samlet og lagt frit tilgængeligt.

– Vi har hørt forslaget før fra flere branchefolk, og det er positivt, at der bliver arbejdet med det, siger han.

Ifølge Britt Bager vil regeringen præsentere sit samlede bud på et medieforlig omkring 1. februar.

DR er med 3,7 milliarder kroner om året den største aftager af licensmidlerne i dag. Med Venstres forslag vil public service-puljen vokse fra 35 millioner kroner i dag til 300-500 millioner kroner om året.