Venstres politiske ordfører Peter Christensen tager stor afstand fra partifællen Eyvind Vesselbos udtalelser om, at regeringen er blevet svækket af pres fra støttepartiet Dansk Folkeparti.
– Jeg er helt uenig. Den udtalelse må stå for hans egen regning, siger Peter Christensen, politisk ordfører hos Venstre.
Eyvind Vesselbo retter en kritik mod regeringen for at være for eftergiven over for DF. Hans kritik falder i forbindelse med valget i Sverige. Her opfordrer Eyvind Vesselbo Sveriges statsminister til at undgå samarbejde med de indvandrerkritiske Sverigedemokraterna.
– Undgå Sverigedemokraterna. Det har kostet at arbejde sammen med Dansk Folkeparti, siger Eyvind Vesselbo til det svenske radioprogram Ekot mandag.
Venstres politiske ordfører er ikke enig i noget af det, Vesselbo siger. Han mener ikke, at regeringen har været for påvirket af DF.
– Venstre har kun stemt for de stramninger, vi finder fornuftige og nødvendige, jeg er ikke enig i noget af det, han siger, fortæller Peter Christensen.