
Den danske privatejede forsikringsmægler RTM A/S, der har domicil på Greve Centervej 90, var tæt på at få erhvervsprisen sidste år. I år lykkedes det for virksomheden at vinde Greve Erhvervspris 2018 i konkurrence med Bilka i shoppingcentret Waves og Hudplejecentret ApS på Greve Strandvej.
Ved uddelingen af prisen torsdag blev de tre nominerede virksomheder hædret med blomster og diplomer. Omkring 100 repræsentanter for det lokale erhvervsliv og kommunen deltog i festlighederne i Portalen.
Greves borgmester Pernille Beckmann holdt tale for vinderen og afslørede, at RTM A/S med Leif Rexen i spidsen fik erhvervsprisen for at have gjort det godt i Greve på flere områder gennem de sidste mange år. Virksomheden har haft en konstant vækst på over 100 procent i de sidste seks år – både i antal medarbejdere, omsætning og indtjening.
– Som borgmester er jeg stolt af, at vi i dag kan fejre, at vi har et stærkt erhvervsliv med mange forskellige virksomheder, der på hver deres måde er gode til at skabe vækst, fremgang og nye arbejdspladser i Greve. Det har vi brug for som kommune, så vi kan skabe velfærd for borgerne, sagde Pernille Beckmann.
– Det glæder mig, at Greve Erhvervspris i år går til RTM A/S med direktør og ejer Leif Rexen i spidsen. For han går foran som et godt og inspirerende eksempel for andre. Han er en iderig, foretagsom og dygtig erhvervsmand, der har skabt grobund for en positiv udvikling af Greve Kommunes erhvervsliv og arbejdsmarked gennem flere år. Og så bor han i vores by og vil Greve det godt, Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at det er dejligt, at Leif Rexen også aktivt tager et socialt ansvar for borgere på kanten af arbejdsmarkedet – senest i samarbejde med Greve Kommune i projektet »Code of Care«. Det skal vi anerkende, og det gør vi i dag ved at uddele Greve Erhvervspris til RTM A/S, sagde borgmester Pernille Beckmann i sin tale.
Siden RTM A/S flyttede fra Ishøj til Greve i 2008 er antallet af medarbejdere vokset fra 16 til over 60 medarbejdere. Mange af dem er fra lokalområdet.
RTM er nu en af de største forsikringsmæglere i landet. Sidste år fik virksomheden fem nye medarbejdere og har derudover tre i jobpraktik og to borgere, som har en sygdomsrisiko. Den samlede omsætning udgør 36,1 millioner kroner i RTM A/S med et overskud på 5,2 millioner kroner, oplyser Leif Rexen, der er stolt over at vinde erhvervsprisen.
– Det betyder utrolig meget for mig og mine medarbejdere, at vi får den her anerkendelse for de mange resultater, vi har skabt gennem årene. Vi har de sidste 10 år udviklet en rideskoleruin til en moderne ramme for rådgivningsvirksomheden RTM, Greve Self Storage, IT-ShareVision og Herregårdsfest. Mere end 400 borgere bruger vores opbevaringsplads til self storage effekter. Vi leverer lokaler til fester, bryllupper, konfirmationer med mere, og flere end 3000 borgere frekventerer huset hvert år og beskæftiger et par pensionister fra Greve. Jeg har også lagt grund til en ny Rema 1000 butik i Greve. Nu er vi klar til at indsende byggeplaner for grunden ved siden af Rema på 1200 kvadratmeter kontor og lager for virksomheder i vækst. Efterfølgende skal vi have et kongrescenter på 1200 kvadratmeter med plads til virksomheders mødeaktiviteter som fx RTM netværk, fortæller Leif Rexen.