Vandt udbud: Erhvervsforum kører videre for kommunen

Erhvervsforum skal også i de næste tre og et halvt år stå for at udføre Roskildes erhvervs- og turismeservice, efter at foreningen har vundet et udbud hos kommunen og nu skal fortsætte sit arbejde gennem de sidste fire og et halvt år.

Roskilde Avis omtalte for et stykke tid siden denne indstilling, men nu er beslutningen også blevet officiel.

- For os er det vigtigt, at der er en god dialog mellem kommunen og erhvervslivet om dets behov. Vi ønsker at få flere virksomheder til at etablere sig og vokse. Jeg er sikker på, at vi sammen med Erhvervsforum kan fortsætte med at skabe vækst og tilbyde en god erhvervs- og turismeservice, siger Byrådsmedlem og formand for Erhvervsudvalget Lars Lindskov (K).

Byrådet besluttede i august sidste år at sende opgaven i offentligt udbud på en måde, så der blev konkurreret på indhold fremfor pris.

Flere bud

Roskilde Kommune har selv afgivet et kontroltilbud på opgaven vedrørende erhvervsservice, og derfor har et uvildigt konsulentfirma foretaget pointdelingen efter den vurderingsmodel, som var beskrevet i udbudsmaterialet.

To aktører har budt på både erhverv samt turisme, mens tre kun kom med et tilbud på opgaven med erhvervsservice. Blandt disse blev det altså Erhvervsforum, der kom med det bedste tilbud på begge opgaver.

Partnerskabs-aftalen, der de seneste år har været på 3,3 mio. kr., er i forbindelse med dette udbud blevet hævet med en ekstra million. Den årlige samlede kontraktsum er derfor fastsat og beløber sig nu årligt til 4,3 mio. kr. Kontrakten løber fra 1. juli i år.

Tilfredsstillende arbejde

- Erhvervsforum har gjort det tilfredsstillende, men det kræver flere penge at udføre opgaverne på det niveau, som vi ønsker. Nu forventer vi, at Erhvervsforum skaber mere vækst og udvikling i de kommende år, forklarer Lars Lindskov.

I sin beslutning har både Erhvervsudvalget og senere byrådets Økonomiudvalg fulgt indstillingen fra det uvildige konsulentfirma Iris Group, der viser, at Roskilde Kommune får mest for pengene hos Erhvervsforum.

Ny direktør

Erhvervsforums arbejdende bestyrelsesformand, der overtog ledelsen i foreningen med ca. 500 medlemsvirksomheder, efter at Jens Müller fik nyt job som turistchef i Vestsjælland, glæder sig over at kunne fortsætte arbejdet.

- De ekstra penge til erhvervs- og iværksætterservice gør, at vi nu kan intensivere denne indsats.

- Samtidig fortsætter vi med turismeservice, hvor det ikke mindst gælder om at styrke samarbejdet mellem turistaktørerne i kommunen.

Erhvervsforums sekretariat har i de sidste fire år været todelt, hvor medarbejderne arbejder med enten erhvervsservice (herunder iværksætterrådgivning) eller turismeservice. Derudover varetages foreningen Erhvervsforum Roskildes interesser og aktiviteter, bl.a. netværksmøder og virksomhedsbesøg.

Efter at Erhvervsforum nu har sikkerhed for at skulle fortsætte med erhvervs- og turismearbejdet, vil organisationen også søge en ny direktør, der som fuldtidsjob får til opgave af lede dette arbejde.