Ustadigt og mildt ugevejr bliver afbrudt af blæsende onsdag

Temperaturerne vil holde sig over frysepunktet den kommende uge, hvor et lavtryk vil give stormstød onsdag.

Onsdagen byder på mere blæsevejr til Danmark.
Onsdagen byder på mere blæsevejr til Danmark.

Den kommende uges vejr bliver en pose blandede bolsjer med både regn, slud, hagl og lidt solskin til de heldige.

Og så bliver det garneret med en blæsende onsdag, fortæller Anja Bodholdt, vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut.

– Det bliver en grå og diset start på ugen, hvor vi mandag kan forvente regn eller finregn de fleste steder, siger hun og tilføjer, at temperaturerne vil holde sig solidt over frysepunktet i hele landet.

Efter en gråmeleret mandag bevæger et frontsystem sig ned over landet i løbet af natten til tirsdag. Det betyder mere nedbør.

Enkelte steder vil nedbøren falde som tøsne. Vinden vil tiltage og være jævn til hård, og ved kysterne vil vinden flere steder være af kulingstyrke.

I løbet af tirsdagen vil fronten blive opløst, og det betyder opklaring og solstrejf flere steder.

Det kortvarige opholdsvejr agerer dog blot optakt til en blæsende onsdag.

– Vi har et lavtryk, som i løbet af onsdagen kommer ind over Sydskandinavien og ind over Danmark, siger Anja Bodholdt.

Det giver udbredt regn, og vinden vil tiltage til kuling fra syd og senere fra vest i løbet af onsdagen.

– Det kan senere udvikle sig til hård kuling og visse steder storm. Så det bliver en blæsende onsdag, siger Anja Bodholdt.

Prognoserne tyder dog på, at Danmark går fri fra endnu en vinterstorm, da middelvinden vil holde sig under stormstyrke.

Vinden vil aftage i løbet af torsdagen. Til gengæld får temperaturerne et nøk nedad. Det betyder, at der både kan falde slud og hagl i løbet af torsdagen.

– Natten til fredag kan der igen komme nattefrost, og det ser generelt ud til at blive køligere op mod den kommende weekend, siger Anja Bodholdt.