USA's ældste dødsdømte fange, Viva Leroy Nash, er død i fængslet 94 år gammel, oplyser fængselsmyndighederne i Arizona.
Nash blev dømt til døden i 1983 for at have skudt en sælger, da han var på en flugt fra fængslet.
Men det lykkedes ham med en række appeller at undgå, at dødsstraffen blev udført.
Nash, som var døv, næsten blind og dement, døde sent fredag af naturlige årsager i delstatsfængslet i Florence, skriver BBC.
Den gamle mand røg i fængsel første gang som 15-årig i 1930, hvor han blev dømt for røveri.
Nash afsonede senere en dom på 25 år for at have skudt en politimand i Connecticut i 1947.
I 1977 blev han idømt to livstidsdomme for røveri og drab i Salt Lake City, men det lykkedes ham at flygte fra fængslet i 1982.
Kort efter gik han ind i en butik i Phoenix, hvor han skød en af de ansatte. Han blev anholdt på stedet og senere idømt dødsstraf for drab.