Usain Bolt kæmper for fodboldkontrakt: Træningen er hård

Usain Bolt var træt efter sin første rigtige fodboldtræning på lige fod med professionelle spillere.

Den tidligere atletikstjerne Usain Bolt drømmer om en karriere som professionel fodboldspiller, og tirsdag indledte fænomenet sit forsøg på at tilspille sig en kontrakt i Australien hos Central Coast Mariners.

Under stor bevågenhed trænede Bolt for første gang med sine måske kommende holdkammerater, og iført handsker og langbukser i den kølige australske luft viste han tegn på, at han også er en habil fodboldspiller.

Under den efterfølgende pressekonference gav Bolt udtryk for, at det havde været yderst hårdt at komme igennem den cirka 45 minutter lange træning.

- Det er ligesom i atletik. Den første træning i sæsonen er altid den hårdeste. Man skal finde ud af, hvor meget træning man kan holde til, men indtil videre har jeg en god fornemmelse, siger Bolt.

Hans første træning med Central Coast Mariners faldt samme dag som hans 32 års fødselsdag. Dermed vil han under alle omstændigheder få en kort karriere som professionel fodboldspiller, hvis han lykkes med at tilspille sig en kontrakt.

I vanlig overlegen stil tror han på, at han godt kan komme så tilpas meget i omdrejninger, at han vil være klar til sæsonstarten i Australien i oktober, hvis klubben ønsker at tilknytte ham.

- Det er min første chance for at spille som professionel, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Jeg er her for at lære noget og blive bedre.

- Folk sagde også alle mulige ting om mig, da jeg ville slå igennem i atletik, men jeg overbeviste dem alle. Det her er endnu en chance for at modbevise dem, som siger, at der er noget, jeg ikke kan klare, siger Usain Bolt.

Tidligere har han været på træningsophold, men ikke deciderede prøvetræninger med henblik på en kontrakt, hos klubber i Tyskland, Sydafrika og Norge.

Central Coast Mariners' cheftræner, Mike Mulvey, vil ikke spekulere i, om Bolt kan komme på holdet, der spiller i Australiens bedste række, A-League. I stedet bruger træneren diplomatiske gloser.

- Det var hans første træningsdag, og han er en fantastisk idrætsudøver, som vi er meget glade for at have hos os, siger han.

Usain Bolt er indehaver af verdensrekorden i både 100-meterløb og 200-meterløb. Han har brugt henholdsvis 9,58 sekunder og 19,19 sekunder på distancerne.