UngSolrøds computere hjælper forskere i kampen mod coronavirus

UngSolrød har sat 15 gamingcomputere i gang med programmet Folding@home, som bidrager med processorkraft til enorme udregninger, der hjælper forskere med at forstå coronavirusset.

Gaminglokalet hos UngSolrød er normalt fyldt med unge mennesker, der træner e-sport enten som en del af deres undervisning i 10Solrød eller som fritidsaktivitet efter skole.

I disse dage står lokalet tomt og venter på, at de unge mennesker kommer tilbage efter flere ugers lukning. Heldigvis samler de 15 gamingcomputere, der står i lokalet, ikke støv. De er alle blevet en lille brik i det store puslespil, der skal lægges for, at forskere kan forstå coronavirusset.

UngSolrøds e-sportsunderviser tog fredag eftermiddag ud på matriklen og installerede et program, der hedder Folding@home. Når dette program aktiveres på computeren, donerer man processorkraft til forskningen i coronavirusset.

Forskere verden over kæmper lige nu på højttryk for at bekæmpe og forstå, hvordan coronavirussets proteiner opfører sig. Bag denne forskning ligger et kæmpe matematisk arbejde, som kræver simulationer. Ved hjælp af computernes processorkraft kan forskere stimulere, hvordan virussets protein bevæger sig, og det er vigtig viden i forhold til at udvikle medicin, der kan bremse virusset.

Gennem Folding@home bidrager UngSolrøds computere med processorkraft gennem et internationalt netværk, der tilsammen hjælper med at understøtte de mange simulationer. Programmet har eksisteret i mere end to årtier og er tidligere blevet brugt til forskning i blandt andet kræft.