Tidligt om morgenen 16. marts i år sluttede en bytur for en ung kvinde brat i Frederikssund. Ud for cafe Freja på Havnegade blev hun angrebet af to kvinder på 22 år. Kvinderne gav hende ifølge anklageskriftet to knytnæveslag i ansigtet og blev slået med et glas eller en flaske i ansigtet.
Tidligere på året havde de to kvinder udsat en anden kvinde for en næsten lige så hård behandling. 6. januar mellem klokken 4.30 og 5.30 overfaldt de en den unge kvinde på Frederikssund Station i Jernbanegade. Kvinden fik revet en hårtot ud af hovedbunden og blev sparket i hovedet og på kroppen, efter at hun var blevet væltet omkuld.
Forleden stod de 22-årige kvinder til regnskab i retten i Hillerød.
Den ene af dem har i forvejen været for retten i den sidste voldssag – men på det tidspunkt besluttede retten, at man ville vente til der var lavet en personlighedsundersøgelse af den voldelig kvinde, før man lagde sig fast på en straf.
Den ene 22-årige fortalte i retten, at hun havde følt sig provokeret af den kvinde, der skulle blive voldsofferet i den førstnævnte sag. Den anden 22-årige erklærede, at hun intet huskede om episoden. Voldsofferet i sagen fortalte, at hun var blevet anklaget for at have råbt den ene ind i ansigtet. Derefter blev hun skubbet og slået uden videre diskussion. Et vidne, der så episoden fortalte, at de to 22-årige var meget aggressive og sure, og at de "gik kolde" på voldsofferet.
Sagen fra Frederikssund Station blev tidligere belyst i det retsmøde, der fandt sted i forbindelse med den første dom uden strafudmåling.
De to kvinder er begge tidligere straffet. De har fulgtes ad med flere af retsdatoerne, og har domme for både vold, tyverier og røveri bag sig. Den seneste dom for den enes vedkommende faldt så sent som 10. januar i år.
Ifølge retten afklarede vidneforklaringerne ikke helt hændelsesforløbet i den største af voldsepisoderne – og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at der blev slået med glas eller flaske.
Derfor blev dommen alene uddelt efter den "milde" voldsparagraf, og ikke den grove, som der ellers var rejst tiltale efter.
Straffene endte på henholdsvis fire måneders fængsel og 70 dages fængsel. Den inkluderer 40 dage, der endnu ikke er afsonet. De skal desuden betale sagens omkostninger.