Ovenpå en succesfuld og fredelig havnefest må man unægteligt sige, at der er fulgt to sorte dage for Furesøbad. Mandag den 2. juni blev inspektør Michael Bay Olsen, som omtalt i Furesø Avis i sidste uge, udsat for et overfald på en skovsti tæt ved stranden. Nu er det populære tilflugtssted blevet stærkt skæmmet af nogle unge mænd, der er gået amok i en ren hærværks-rus.
Natten til tirsdag blev borde og bænke fra strandområdet slæbt ind i et skovbryn, hvor de er blevet brændt af over et bål. Blomstervaser og skraldespande er blevet smidt rundt med og smadret, bommen ind til parkeringspladsen er knækket, og der er spredt affald – og sågar cykler – ud overalt.
Imens har hærværksfolkene tydeligvis drukket tæt, for der var også smidt rom- og ølflasker rundt ved både stranden og skoven.
"Det er det rene vanvid. Jeg har aldrig set noget lignende", siger en rystet Michael Bay Olsen, der netop var påbegyndt sin deltids-sygemelding ovenpå overfaldet i sidste uge. Han har ingen forestilling om, hvem der skulle have gjort det og af hvilken grund:
"Det er helt tydeligt bare nogen, der keder sig."
Men uden spor af det meningsløse hærværk er han absolut ikke, for et videokamera optog fire unge mænd ved indgangen til Furesøbad. Ud fra optagelsen bedømmer inspektøren dem til at være 20-25 år og danskere.
De to voldsomme episoder på en uge har unægteligt gjort det en del surere at være inspektør ved Furesøbad. Ovenpå overfaldet fortæller Michael Bay Olsen, at han er mere utryg ved at færdes udenfor, og selv om han er deltids-sygemeldt, betyder det faktum, at han bor ved Furesøbad, at han aldrig kan holde helt fri.
Men ordet "opgive" findes ikke i Michael Bay Olsens ordbog:
"Jeg er stædig anlagt, så jeg agter at blive ved."
Han håber, at den samme stædighed vil gælde for de mange gæster, der benytter strandområdet:
"Det her er ikke sket før i de 16 år, jeg har været med. Og det er jo ikke sket i dagtimerne, hvor der altid er fredeligt, men om natten."
Derimod er inspektøren stærkt forundret over politiets reaktion: "Da jeg ringede og anmeldte hærværket, fik jeg at vide, at de ikke havde tid til at sende folk derud. Jeg måtte selv rydde op, men de ville gerne se på video-optagelserne senere. Det forstår jeg ikke, der er jo masser af fingeraftryk på de efterladte sager", siger Michael Bay Olsen.
Furesø Avis gik videre med dén kritik til vicepolitiinspektør Steen Nonbo, chef for Lyngby-afdelingen under Nordsjællands Politi. Han lod forstå, at han ikke kendte den konkrete sag, men gerne ville undersøge nærmere, hvorfor politiet havde givet det svar til Furesøbad:
"Men det lyder ikke som et svar, der er gængs i den her slags sager. Vi prioriterer naturligvis sager, hvor mennesker er blevet udsat for noget, højere end når det går ud over materiel. Men det her lyder som om, det er i en kaliber, hvor vi burde rykke ud."
Et par timer efter dét svar rykkede betjente ud til Michael Bay Olsen på Furesøbad, undersøgte forholdene og optog rapport.
Efter besøget vurderer politiet ikke, at der er en sammenhæng mellem volds-sagen i sidste uge og hærværkerket:
"Det har vi ikke belæg for at sige, at der er", siger vicekriminalinspektør Steen Nonbo.