Unge for bedre transport

Af Martine Bentsen <newline/>Foto: Peter Rahbek

Større internationalt udsyn, bedre markedsføring af Frederikssund, bedre natteliv for unge og muligheder for de unge som forbrugere. Der var i alt otte bud på, hvordan fremtidens Frederikssund kunne sikres et bedre ungdomsmiljø, men i sidste ende blev det de 24 elever fra 1.b fra Frederikssund Gymnasium, der blev vinderne med deres fokus på bedre transportmuligheder for unge i Frederikssund.

Det var Frederikssund Gymnasium og Handelsskolen Nord, der i anledning af 200 års jubilæet havde lavet et samarbejde om at give bud på bedre ungdomsmiljø i kommunen. I alt otte 1.års klasser var med – fem fra gymnasiet og tre fra handelsskolen – og deres otte forslag blev præsenteret på Frederikssund Gymnasium fredag den 28. august foran en jury, der bestod af blandt andre borgmester Ole Find Jensen (A), formand for jubilæumskomiteen Michael Harder (A), konstitueret kommunaldirketør Ole Jacobsen og en byrådsplanlægger. Vinderne fra 1.b havde i deres projekt blandt andet undersøgt elevernes transportveje til og fra gymnasiet og havde forslag til busruter, der tilgodeså de steder, de unge havde behov for en bus til.