Liverpool sikrede sig tirsdag aften et favorabelt udgangspunkt for at gå videre til finalen i Liga Cuppen.
Manager Jürgen Klopps hold vandt 1-0 ude over Stoke i den første af to kampe i semifinalerne.
Indskiftede Jordon Ibe blev matchvinder efter 37 minutter, da han passerede Jack Butland i Stokes mål.
Adam Lallana blev spillet fri i løb mod baglinjen, og han centrede bolden bagud til Joe Allen, der så ud til at mistime sin afslutning.
Bolden røg imidlertid hen til 20-årige Jordon Ibe, der havde erstattet den skadede Philippe Coutinho efter 18 minutter.
Den unge englænder sendte resolut bolden i mål til 1-0.
På det tidspunkt havde Jürgen Klopp allerede foretaget to af de maksimale tre udskiftninger på sit i forvejen skadesplagede hold, fordi forsvareren Dejan Lovren også blev skadet. Han blev erstattet af James Milner.
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, selv om hjemmeholdets Jonathan Walters havde en god mulighed kort før tid.
Stokes danske målmand, Jakob Haugaard, så kampen fra hjemmeholdets bænk.
Returkampen i Liverpool bliver spillet den 26. januar.
Onsdag tager Everton imod Manchester City i den anden semifinales første kamp.