Trick-indbrud med en tærte i Rørmosen

En 79-årig kvinde i den store bebyggelse Rørmosen blev tirsdag eftermiddag udsat for et trick-indbrud, hvor to guldringe og et guldarmbånd blev stjålet.

Forbrydelsen startede, da en dame af anden etnisk herkomst ringede på døren og sagde, hun var glad for, at den ældre kvinde altid hilste så pænt på beboerne i nabolejligheden.

Gæsten fortalte, at der snart skulle være fest i gårdhaven, og det kom til at larme lidt. Som en slags kompensation havde hun bage en tærte og taget den med.

Den besøgende gik med ud i køkkenet og foreslog så, at de skulle gå ud på altanen for at se ned i haven, hvor festen skulle foregå.

Som en sikkerhedsforanstaltning gik den 79-årige ud og låste døren til lejligheden, før de sammen gik ud på altanen.

Men da lejlighedens beboere efterfølgende skulle følge den besøgende ud, så hun, at døren til lejligheden nu pludselige stod på klem. Bagefter opdagede hun så, at flere af hendes smykker var stjålet.

Den 79-årige kvinde har ikke kunnet give noget signalement af den 'lidt solbrændte' gæst, som afledte hendes opmærksomhed.