Trafikuheld forsinkede juletrafikken over Fyn

Forulykkede biler er skubbet ud i nødsporet, og trafikken glider igen efter lang kø på Fynske Motorvej.

Mange af de tusindvis af bilister, som fredag var på vej over Fyn, måtte sidst på eftermiddagen indstille sig på at tilbringe en del af turen i kø.

Et trafikuheld på Fynske Motorvej ved Aarup betød ifølge Vejdirektoratet en forlænget rejsetid på i hvert fald 15 minutter.

Og ved 17-tiden strakte køen over cirka fire kilometer, skriver TV2 Fyn.

Fyns Politi forsikrede dog om, at ulykken ikke var alvorlig, og allerede inden klokken 18 gled trafikken nogenlunde igen.