På søndag den 10. januar fra kl. 10.00 til 15.00 åbner et nyt træningscenter i Jyllinge.
Navnet på det nye vægttabs- og træningscenter hedder FitForFuture – et center, som faktisk så dagens lys i starten af sidste år, hvor man åbnede i Værebro Erhvervscenter i Ølstykke.
Nu har centeret ved den personlige træner Christina Breuning fået vokseværk og er flyttet i nye og større lokaler i Møllehaven i Jyllinge.
"Vi har alle prøvet at være medlem i et center, som vi aldrig eller næsten aldrig fik brugt – og sådan skal det ikke være her. Mit mål er at skabe et center, hvor alle føler sig velkomne, så man får lyst til at tage af sted til træning, fordi det også er et rart sted at være," siger Christina Breuning.
I forhold til tidligere, så vil centeret i Jyllinge tælle flere igangværende vægttabshold, slankekonsultationer, personlige træningstimer og mulighed for holdtræning. Der vil på åbningsdagen blive serveret lidt forfriskninger.