Hvis man skal i ordentlig julestemning, skal man forbi Brænderigården, hvor det gik løs med juleafslutning i søndags.
Hygge, fællessang og god stemning er omdrejningspunktet, når Ældre Hjælper Ældre afholder sine månedlige søndagscaféer på Brænderigården.
Således også i søndags, hvor der var juleafslutning, og ekstra borde og stole blev en nødvendighed for at skaffe plads til de mere end halvt hundrede deltagere. Der blev trængsel, og køkkenet fik travlt med at varme ekstra julekringle, men jo alt sammen et positivt problem lød det fra en tilfreds lokalformand Svend Nielsen.
– Som det er tradition ved vores juleafslutning, holder vi også amerikansk lotteri, og vi kan glæde os over, at byens handlende har været meget venlige og imødekommende, således at vi har mere end 130 præmier, fortæller han.
Kommer igen
Hanne Olsen, primus motor ved søndagscaféen, bød velkommen til et forventningsfuldt publikum – mange beboere fra Brænderigården, men som udgangspunkt ældre fra hele kommunen.
– Alle som har lyst til en underholdende eftermiddag i godt selskab er velkomne, understreger Svend Nielsen.
– Vi har mange trofaste deltagere, som kommer igen og igen, siger han.
Musikken til juleafslutningen var lagt i hænderne på Nisse Søren – alias Søren Johansen, som i dagens anledning var iklædt nissehue og spillede op til muntre syng-med-julesange. Sanghæfter og den røde ældre-sangbog blev som sædvanligt flittigt brugt.
Svend Nielsen fremhæver, at Ældre Hjælper Ældre, der er en del af paraplyorganisationen Danske Seniorer, tilbyder mange andre aktiviteter.
– Det meste foregår på Brænderigården, hvor vi har samtalegruppe, porcelænsmaling, spilledag, stolemotion med mere. En gruppe ældre mødes også fast et par gange om ugen i fælleshuset på Prins Jørgens Allé.
Som et par nyskabelser arrangerer Ældre Hjælper Ældre en julefrokost i januar – fordi der foregår så meget andet i december – foruden en sommerbusudflugt til et sted i kommunen. Kommunen giver et tilskud til bussen, men ellers hviler aktiviteterne som udgangspunkt i sig selv gennem deltagerbetaling og mange frivilliges engagerede indsats. Der er ikke noget med medlemskab og kontingentbetaling hos Ældre Hjælper Ældre.