Tour-stjerne fik bedre ben for hver dag før sejr i Vejle

Danmark Rundt var en hård start for Christophe Laporte efter Touren, men han følte sig bedre kørende hver dag.

Suveræne Christophe Laporte tog hjem fra Vejle med en dobbelttriumf.

Suveræne Christophe Laporte tog hjem fra Vejle med en dobbelttriumf.

Christophe Laporte så ikke ud til at være voldsomt besværet, da han lørdag kørte sig til etapesejr og samlet triumf i PostNord Danmark Rundt.

I sit første cykelløb siden Tour de France var det dog først, som dagene skred frem, at han begyndte at føle sig rigtig godt kørende.

– Jeg har haft det godt efter Touren. Jeg tog tre gode uger derhjemme, og det var hårdt at starte op igen her.

– Men jeg havde det bedre for hver dag, og jeg er glad for at tage sejren. Vi var her med et ungt, men stærkt hold, og det var fem gode dage, siger han efter sin sejr.

I spurten på finalebakken i Vejle gled Laporte elegant forbi den unge amerikaner Magnus Sheffield, som kørte rundt i førertrøjen, men blev henvist til andenpladsen både på etapen og i klassementet.

– Det er aldrig nemt at vinde. Det var en rigtig hård etape med mange stigninger. Holdet gjorde det godt, og vi gjorde ikke noget før den sidste kilometer.

– Jeg fokuserede på sejren. Jeg vidste, at jeg ville vinde klassementet, hvis jeg vandt, siger han.

Han følte sig ret overbevist om, at han kunne køre hurtigere end Ineos-rytteren til sidst.

– Jeg ved, jeg er hurtigere end ham. Afslutningen var meget hård, men jeg ved, at jeg er god, hvis en bakke som den kun er et minut lang.

– Benene skal selvfølgelig tale, men de var gode. Det var godt for os, forklarer franskmanden.

29-årige Laporte har vist sig som en af verdens bedste cykelryttere, siden han ved årsskiftet byttede Cofidis ud med Jumbo-Visma.

Ud over sejrene i Danmark Rundt har han i 2022 vundet etaper i Paris-Nice og Tour de France.

Han var også en vigtig hjælper for Jonas Vingegaard, da danskeren tog hjem fra Touren med den gule trøje.

/ritzau/