Topseedet Halep vinder ren rumænsk dyst i French Open

Simona Halep er videre til tredje runde i French Open. US Open-finalist Victoria Azarenka er til gengæld ude.

Simona Halep kan fortsat drømme om sin anden triumf på det røde grus i grand slam-turneringen French Open.

Turneringens topseedede spiller vandt onsdag i ren rumænsk dyst i Paris. Her besejrede hun landsmanden Irina Begu med 6-3, 6-4.

I begge sæt formåede undertippede Begu at bryde 2018-vinderen af turneringen, men i begge tilfælde havde Halep allerede brudt en gang i sættet og brød yderligere en gang.

På en af tribunerne sad en person helt alene. Han var iført en rumænsk landsholdstrøje og havde et stort rumænsk flag med.

I tredje runde, der svarer til 16.-delsfinalerne, skal Halep for første gang i årets turnering møde en seedet spiller. Det er teenageren Amanda Anisimova fra USA. Hun er seedet som nummer 25 i turneringen.

Tredjeseedede Elina Svitolina er også videre til tredje runde efter en sejr i tre sæt over Renata Zarazua. Ukraineren var dog i problemer i andet sæt, hvor hun fik æg og tabte 0-6.

Hviderusseren Victoria Azarenka er overraskende ude af turneringen efter anden runde.

Tidligere i september nåede hun frem til finalen i US Open, men onsdag måtte hun kapitulere i Paris, da hun tabte 2-6, 2-6 til Anna Karolína Schmiedlová.