Tiger Woods klarer cut trods problemer med sin ryg

Rygsmerter påvirkede den 44-årige golfstjerne Tiger Woods spil på anden runde af PGA-turnering i Ohio.

Tiger Woods lavede adskillige bogeys på fredagens anden runde, men formåede alligevel at klare sig videre til weekendens runder.
Tiger Woods lavede adskillige bogeys på fredagens anden runde, men formåede alligevel at klare sig videre til weekendens runder.

Golfspilleren Tiger Woods var plaget rygsmerter, men klarede trods det cuttet i sin første PGA-turnering siden februar. Det skriver AFP.

Den 44-årige amerikaner brugte fire slag over banens par på fredagens anden runde og er på en delt 64.-plads i The Memorial Tournament, der spilles i Dublin i Ohio.

Woods har tidligere været gennem flere operationer som følge af rygproblemer, men vendte sidste år tilbage til toppen af sporten, da han sejrede i majorturneringen US Masters.

For at skåne sit helbred spiller han kun udvalgte turneringer. Allerede ved opvarmningen fredag begyndte ryggen at volde problemer, og det påvirkede han sving, fortalte han.

– Det var lidt af en kamp, og det var ikke særligt godt. På to huller brugte jeg tre puts, siger den 15-dobbelte majorvinder.

Woods lavede fem bogeys samt en dobbeltbogey og tre birdies på vej til sin score på 76 slag. På torsdagens første runde brugte han 71 slag.

Turneringen i Ohio føres af amerikanerne Ryan Palmer og Tony Finau i ni slag under par. Ingen danske spillere deltager.

PGA-sæsonen blev genoptaget i juni, efter at den blev suspenderet i marts som følge af coronaviruspandemien. Tilskuere er fortsat ikke tilladt.