Meget er skrevet om museumskoncernen ROMU og ikke mindst om direktør Frank Birkebæk den sidste uges tid. Der tegner sig et billede af en lettere diktatorisk leder, der både er magtsyg og grænsende til det chikanerende i sin kommunikation og relationer med sine kollegaer.
Billedet tegnes af 20 unavngivne kilder, som alle har haft en tilknytning til koncernen de sidste år, bl.a. i forbindelse med opførelsen af Ragnarock.
Jeg vil gerne tegne et andet billede.
Jeg blev ansat på ROMU januar 2016 i kommunikationsafdelingen og nåede dog kun at være på museet i et års tid, da jeg blev headhuntet til en mellemlederstilling i det private.
Jeg kan på ingen måde genkende det billede, der med sjusket hånd males af en af Danmarks måske mest visionære og dygtigste kulturpersonligheder.
Jeg vil gerne tegne et billede af et menneske, der er både varmt, ærligt, forsonende og rummelig. Jeg har aldrig mødt andet en glæde, anerkendelse og opbakning fra Frank.
Jeg kan på ingen måde bakke om, ej heller anerkende de kritiske røster, der maler horn i panden på en mand, som jeg aldrig i mine 14 måneder på museet har oplevet som overfusende, negativ eller diktatorisk i sin ledelsesstil.
Kolleger kede af det
De tidligere kollegaer, som jeg har talt med og som stadig er ansat i museumskoncernen er både uforstående og kede af denne kritik, som ingenlunde deles af dem.
Jeg nåede at arbejde sammen med flere af de unavngivne projektansatte, som udtaler sig i kritiske vendinger om ROMU og Frank Birkebæk. Og jeg oplevede en del disse ansattes afsked fra ROMU, da deres kontrakter udløb. Det er netop her, at kildekritikken knækker en smule i denne sag.
For nogle af disse projektansatte var så harme og kede af at skulle forlade deres projekt på bl.a. Ragnarock, at de nærmest smækkede med døren i åbenlys ærgelse og medfølgende foragt for organisationen, når nu de ikke kunne få lov at veksle deres projektansættelse til en fastansættelse.
Måske derfor står man ikke frem? Hvorfor er der ingen af de 20 kilder, som tør stå frem med navn?
Kritikken af Frank Birkebæks ledelse skabes hermed på et fundament bygget på kvantitet og ikke kvalitet. Hvordan skal manden nogensinde kunne forholde sig til kritik, der serveres af skyggefulde figurer i en vendetta, der ikke har andet formål end sværte hans navn til?
Jeg vil gerne tegne et billede af en mand, der for små 40 år siden startede på Roskilde Museum, hvor der dengang var 1,5 ansat.
Siden har Frank Birkebæk ikke bare været primus motor for skabelsen af museumskoncernen ROMU, der med 10 besøgssteder og knap 120 ansatte i dag er en af Sjællands vigtigste kulturorganisationer.
Unik frontløber
Den fremlagte APV (Arbejds Plads Vurdering) er ikke direkte prangende - jeg var selv med til at udfylde den som medarbejder.
Og bevares, der er i min optik flere steder, hvor man med rette kunne skrue på tandhjulene i forhold til at forbedre den interne kommunikation og de ledelsesmæssige kommandoveje - hvilket i øvrigt er almindelige problematikker i organisationer af ROMU's størrelse og med ROMU's eksplosive vækst taget i betragtning.
Jeg vil gerne signere mit billede af Frank Birkebæk som både visionær, varm, venlig og med en fantastisk evne til omfavne sine medarbejderes kompetencer og anerkende deres styrker.
Frank Birkebæk har i en menneskealder været en unik frontløber i Roskildes kulturliv og han er så vigtig en person i det danske kulturliv, at det er direkte forkasteligt, unfair og direkte absurd, hvis det denne sag, som Birkebæk huskes for - så vidt vides meldes der ingen steder om de positive konklusioner i APV.
Kære Frank - du er et forbillede for mig personligt, og du er et forbillede for Danmarks kulturelle institutioner med dit drive, din personlighed og dit ønske om at give danskerne adgang til deres egen historie. Din arv er min optik urokkelig!
Og jeg vil altid huske dig som en fantastisk leder, en progressiv direktør og en ligesindet.
Med venlig hilsen,
Rasmus Hylleberg
Cand. comm. i journalistik og dansk
