
Den tidligere administrerende direktør i FIH Erhvervsbank og fondsdirektør i ATP Bjarne Graven Larsen skal nu være med til at forvalte 300 milliarder kroner i Novo Nordisk Fonden.
Bjarne Graven Larsen skal være finansdirektør i Novo A/S, der er holdingselskab f​or Novo Nordisk og Novozymes og 100 procent ejet af Novo Nordisk Fonden. Han afløser Thorkil K. Christensen, der har valgt at gå på pension, oplyser Novo.
– Novo A/S er en efter danske forhold helt unik virksomhed på grund af dens størrelse, værdier og særlige fokus på life science, siger den nye fondsdirektør, der tiltræder 1. maj.
– Jeg glæder mig til igen at have direkte opgaver og ansvar i forhold til både investeringer og tilrettelæggelsen af den langsigtede investeringsstrategi, der skal fortsætte den positive udvikling for Novo A/S fremover, siger Bjarne Graven Larsen i pressemeddelelsen.
Ifølge Eivind Kolding, administrerende direktør for Novo A/S, er valget faldet på Bjarne Graven Larsen, fordi han har både kompetencerne og erfaringen til at være med til at "sikre og fortsætte den langsigtede værditilvækst i Novo A/S".
Thorkil K. Christensen har valgt at takke af og gå på pension efter 37 år i Novo.
– Thorkil K. Christensen har været med fra kort efter etableringen af Novo A/S, og han har været en vigtig drivkraft bag Novo A/S' vækst og imponerende resultater, siger Eivind Kolding, administrerende direktør for Novo A/S, i en pressemeddelelse.