Tandlæger går over til 3D-teknik

Foto: THOMAS OLSEN, Johan Monggard

Vallensbæk: Ny digitalmaskine er med til at tilbyde bedre service til patienterne hos din Tandlæge Vallensbæk. Din Tandlæge Vallensbæk er ikke bange for at lade teknikken vinde indpas på klinikken. Derfor har hovedejerne af klinikken i Vallensbæk, Joy og Bent Clausen, investeret i en ny computer, der er med til at give en bedre service til kunderne. For din Tandlæge Vallensbæk har nemlig købt en ny computer. En computer, der er med til at sørge for, at patienter, der for eksempel skal have en ny krone til en tand, kan få lavet en scanning af tanden, så tandlægerne hurtigt kan sørge for, at der bliver lavet en krone til tanden.

Tidligere har det arbejde kun kunnet laves over to konsultationer med ugers mellemrum. Men med maskinen, der er en digital 3D maskine, kan tandlægerne selv lave alt arbejdet omkring kroner og andre implantater.

– Det er god service for kunderne, at vi nu kan selv i løbet af nogle timer kan sørge for at lave det arbejde, der hører med, når vi for eksempel skal lave kroner til patienter, fortæller Joy Clausen.

Amerikansk besøg

Der er i alt seks tandlæger hos din Tandlæge Vallensbæk, og de har alle fået undervisning i at arbejde med den nye maskine, der hedder E4D Dentist.

– Vi har haft to mand fra Texas i USA til at komme og undervise os i brugen af maskinen. Patienterne synes, at det er meget imponerende, det den kan, siger Joy Clausen.

Den nye maskine er dog ikke den eneste forandring, der er sket. For tidligere hed klinikken Vallensbæk tandpleje og implantatcenter, men det navn er nu skiftet til din Tandlæge Vallensbæk.

– Vi er medlem af en kæde, der hedder din Tandlæge, så derfor skiftede vi vores navn til din Tandlæge Vallensbæk. Kæden er med til at sørge for, at holdet af medarbejdere her på klinikken kommer på efteruddannelse. Så vi er meget glade for det samarbejde, vi har med din Tandlæge-kæden, lyder det fra Joy Clausen.

jm