Tænk jer om politikere

Merete Lund Larsen, Beboer & Pårørende Råd på Omsorgscenteret Tolleruphøj, skriver:

Jeg vil gerne sende denne appel til de politikerne, der om kort tid skal tage den endelige beslutning om fremtidens madordning til vores ældre borgere i kommunen.

Den 24. juni 2008 vil I beslutte, hvem der skal levere maden, og hvordan maden skal leveres til vores ældre borgere. Når I nu skal tage denne beslutning om fremtidens mad, vil jeg gerne bede jer tænke meget over, hvordan vores ældre – vores forældre – sørgede for at vi fik en god, sund, varieret og nærende kost i hele vores opvækst. Hvordan vores forældre, mens vi var børn, og siden da vi blev voksne og kom med vores børn (deres børnebørn), kræsede for os med mad, som vi holdt af. Vi havde alle nogle yndlings-retter – rigtige favoritter – som vi elskede at spise, og som vores forældre yndede at sætte på bordet, når vi – os, der nu skal bestemme deres mad – kom på besøg hos dem for at få vores yndlings-måltid.

Tænk på alle de dejlige måltider I har fået serveret, og sæt jer i deres sted nu, hvor I skal tage beslutningen om, hvilken mad vores forældre skal spise i fremtiden – de har også yndlings-retter.

Den beslutning I skal tage nu, må ikke alene være baseret på økonom,i men også et godt hjerte og gode minder.