
Et syrisk kampfly er mandag styrtet ned i den østlige del af landet, og oprørere, der kæmper mod præsident Bashar al-Assads styre, hævder, at de har skudt flyet ned og taget piloten til fange.
– Vi kan bekræfte, at et MiG 21 er skudt ned, siger Kassem Saadeddine, der er talsmand for oprørsbevægelsen Den Frie Syriske Hær, med henvisning til de russiskbyggede fly, Assads styrker råder over.
– Det blev ramt med et 14,5 kaliber antiluft-maskingevær, tilføjer talsmanden.
En tilsvarende melding kommer fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger situationen i det krigsplagede land tæt.
– Øjenvidner i Mohassen bekræfter, at et MiG styrtede ned i dag efter det var ramt, og det gik op i flammer, oplyser organisationen.
Syrisk stats-tv meddeler derimod, at årsagen til styrtet er en teknisk fejl på flyet.
Men en amatørvideo, som aktivister har lagt ud på YouTube, viser et kampfly der tilsyneladende bliver ramt umiddelbart efter, at lyden af tung beskydning kan høres.
En ildkugle bryder ud fra flyet og følges af et spor af røg. Krigsflyet fortsætter gennem luften, men ser ud til at være ramt i halepartiet, skriver nyhedsbureauet AFP.
– Gud er stor! Et MiG-fly er blevet ramt i byen Mohassen, råber en mand, der ikke er identificeret.
Mohassen ligger i den østlige Deir al-Zor-provins.
En anden video viser angiveligt flyets pilot, som er taget til fange af væbnede oprørere.
Det er ikke umiddelbart muligt at få bekræftet videoernes ægthed.
Hvis det bekræftes, at det er lykkedes de syriske oprørere at skyde et af regimets fly ned, er det første gang, at det er sket. I så fald er det sandsynligt, at oprørsstyrkerne er kommet i besiddelse af jord-til-luft raketter.
I den seneste tid har syriske regeringsstyrker brugt kampfly til at bombardere oprørernes formodede opholdssteder i landets næststørste by, Aleppo, og i en række landsbyer.
Ifølge Syrisk stats-tv var det styrtede fly på en øvelses-flyvning.