
Det var en medtaget mand, der i 2017 efter fire års ophold Syrien blev smuglet ud af det krigshærgede land sammen med sin kone og to børn.
Den danske statsborger Ahmad Salem el-Haj var blevet såret i et bombeangreb i Syrien og kunne ikke længere gå. Han rejste ind i Tyrkiet, hvor han blev anholdt. To år senere blev han udleveret til Danmark.
Da han kom tilbage til sit hjemland i november sidste år, fik hans ophold og aktiviteter i Syrien straks konsekvenser.
Han blev han stillet for en dommer i et grundlovsforhør og sigtet for at have truet med terror, offentligt at have tilskyndet til forbrydelser og for at have opholdt sig i et "forbudt" område i Syrien.
Han blev varetægtsfængslet – og er det stadig. Mandag har han således frivilligt ladet sin fængsling forlænge. Det oplyser Københavns Politi.
En mistænkt kan højst være varetægtsfængslet i fire uger ad gangen. Mindst hver fjerde uge skal en dommer derfor tage stilling til, om der fortsat er grundlag for, at den sigtede tilbageholdes.
I den forbindelse afholdes et retsmøde – med mindre den sigtede på forhånd tilkendegiver, at han eller hun frivilligt vil gå med til, at fængslingen udstrækkes yderligere.
I så fald kan dommeren træffe afgørelse om fængslingen på sit kontor.
Ved den forrige frist den 22. juni blev der afholdt et retsmøde i Københavns Byret, og her fik sagen om den 29-årige Ahmad Salem el-Haj en ny dimension, da grundlaget for hans fængsling blev udvidet.
Anklagemyndigheden valgte at rejse sigtelse for landsforræderi efter straffelovens paragraf 101a stk. 1, berettede Berlingske.
Det var et ganske usædvanligt træk. Ifølge avisens oplysninger er anklager om landsforræderi ikke set herhjemme siden retsopgøret med de danskere, som gik i nazistisk krigstjeneste under Anden Verdenskrig.