Det er Jyllands-Posten, der har kortlagt situationen på den anden side sundet: Skattetrykket er nu lavere end i Danmark efter 20 års løbende renovering af det økonomisk pilrådne svenske hus: Fra 1990 til 1994 gik Sverige fra et overskud på de offentlige finanser på 4 pct. af BNP til et underskud på 13,5.
En knockout, der skyldtes offentligt overforbrug som vi kender det i Danmark, og en finans- og valutakrise, som tvang regeringen til at gøre noget drastisk.
Resultatet blev enorme spare-pakker og reformer, der gav statskassen 100 mia. kr. – målt mod den danske regerings plan på 24 mia. og oppositionens endnu mindre pakke.
Derfor kender man i Sverige ikke til efterløn, hvorfor andelen af ældre, der arbejder efter de 60, er langt større end her, hvilket stabiliserer landets økonomi. Børnepasning og ældrepleje er udliciteret til private i langt højere grad end i Danmark – og dagpengeperioden er mindre end halvt så lang. Med lavere satser. Velfærden blev stærkt beskåret, antallet af offentligt ansatte blev minimeret, og en række overførselsindkomster frosset fast.
Ikke alt svensk kan overføres til Danmark – men der er masser af inspiration at hente. Det forudsætter, at vore politikere tør se nødvendigheden i øjnene – og ingen kan vist efterhånden bilde ret mange ind, at nødvendigheden ikke er til stede.
Regeringen ved det, selv om den tøver med at melde det ud af hensyn til det Dansk Folkeparti, der er nødvendigt for et flertal, men som ryster af skræk for S og SF.
Før vi næste gang går til valg, må regeringen imidlertid droppe forsigtigheden og forlange at vælgerne afgør, at vi vælger nogle af de løsninger, som Sverige har gennemført med så stor succes.
Og S og SF?
Jamen, de kan vel ikke overse, at det ikke var de senere års borgerlige regering i broderlandet, der først førte kniven, men de socialdemokratiske forgængere?
Bj.
