Succesfløjs VM kan slutte hurtigt: Jeg kender præmissen

Lynindkaldte Magnus Bramming lavede fem mål på en halvleg i VM-debut. Men han risikerer at komme i overskud.

Succesfløjs VM kan slutte hurtigt: Jeg kender præmissen
Magnus Bramming landede i Kairo mandag. Tirsdag fik han VM-debut og kvitterede med fem scoringer.
Magnus Bramming landede i Kairo mandag. Tirsdag fik han VM-debut og kvitterede med fem scoringer.

Med fem mål på en halvleg fik Magnus Bramming vist sig flot frem i sin VM-debut mod Argentina tirsdag aften, efter at han var blevet hasteindkaldt fra Danmark.

Men trods succesen risikerer han når som helst at ryge ud af holdet igen.

Onsdag forventer den danske delegation svar på Emil Jakobsens seneste coronatest, og hvis den er negativ, er der pludselig en venstrefløj for meget i den danske trup.

– Det er jo meget specielt. Men først og fremmest er jeg jo stolt over at være med. Jeg fik en halvleg og føler, at jeg gjorde mit. Hvis Emil bliver klar, og jeg bliver skiftet ud, tager jeg det i stiv arm, siger Magnus Bramming.

Han har endnu ikke fået besked om, hvad der konkret skal ske, hvis Emil Jakobsen får grønt lys til at spille.

Men landstræner Nikolaj Jacobsen har tidligere slået fast, at GOG'eren står foran Bramming i køen til spilletid på yderpositionen i venstre side.

– Jeg kender jo godt præmisserne og fik dem ridset op, da jeg kom herned. Men nu må vi se, hvad der sker, og hvad planen er, siger Magnus Bramming.

Holstebro-spilleren har haft travlt, siden det i fredags stod klart, at Emil Jakobsen blev bremset af en positiv coronatest.

– Det har været meget hektisk. I fredags blev jeg ringet op ved midnatstid og fik besked om, at jeg skulle få lavet visum og få lavet en pcr-test. Søndag aften fik jeg svar på testen og fandt en flybillet til mandag morgen.

– Da jeg ankom, blev jeg isoleret på et værelse og fik taget en kviktest, og da jeg havde fået svar på den, kunne jeg mødes og spise frokost med de andre, siger Magnus Bramming.

Trods den noget usædvanlige optakt gled han let ind i spillet, da han kom på banen efter pausen mod argentinerne.

Han scorede på sine fem første afslutninger, inden han i sidste minut kiksede for eneste gang i kampen.

– Især Magnus Landin har hjulpet mig meget, men vi fløjspillere skal jo ikke lave de helt vilde taktiske ting, så det gik rimelig hurtigt med at falde ind, siger Magnus Bramming.