Succes i pokalturneringen og i Danmarksserien

Sendte Frem ud af pokalturneringen og hentede tre point i fredagens kamp i Virum

Det kunne ikke være meget bedre. Sidste uge var intet mindre end perfekt for Ledøje-Smørum Fodbold. Tirsdag stod holdet for en af de største sensationer i DBU-pokalen, da de sendte Frems 2.divisionshold ud af turneringen efter straffesparkskonkurrence. Og i fredag aftens Danmarksseriekamp i Virum sikrede de sig tre point efter en 1-0 sejr.

Og den sejr skal de være mere end glade for, der var nemlig ikke meget at råbe hurra for spillemæssigt set. Kampens enlige mål blev sat ind efter en halv times spil, hvor Emil Kjærsgaard sendte et indlæg i nettet til 0-1. Kort efter måtte forsvarsgeneralen Frederik Kragh forlade banen, da han blev skadet, i forvejen var holdet uden karantæneramte Dannie Riise samt Morten Larsen, der også er skadet. I stedet kom veteranen Jacob Halling på banen, og han gjorde det fint med sin enorme rutine. Til gengæld kom Benjamin Madsen, som ellers blev skadet i den første turneringskamp, på banen i 2.halvleg på højrekanten.

Det blev en hård 2.halvleg for LSF, hvor de blev presset langt tilbage på banen, og det var bare med at sparke bolden ud af kommunen. Angrebsmæssigt havde de intet at byde på, det handlede kun om at overleve de 45 minutter, men det lykkedes rent faktisk, og de tre point lunede rigtig godt på en dårlig dag. På lørdag kl.14.00 spiller LSF på hjemmebane mod Jægersborg.

Danmarksserien: Virum-Sorgenfri – Ledøje Smørum 0-1 (0-1). 0-1 Emil Kjærsgaard (28).