Styrelse afviser kritik af våbenkøb: Har fået ønskesystem

Selv hvis andet artilleri kunne leveres hurtigt, ville Atmos-system være førstevalget, siger indkøbsstyrelse.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og forsvarschef Flemming Lentfer har begge rost det nye artilleri fra det israelske firma Elbit. Andre har kritiseret det.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og forsvarschef Flemming Lentfer har begge rost det nye artilleri fra det israelske firma Elbit. Andre har kritiseret det.

I flere medier har tidligere brigadegeneraler kritiseret, at Danmark nu køber Atmos-artilleri fra det israelske firma Elbit, men kritikken bliver blankt afvist hos Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Kritikken går på, at der er væsentlige mangler ved Atmos, og at en række lande tæt på os bruger andre systemer.

Men brigadegeneral og vicechef hos FMI Christian Brejner Ishøj er helt uenig og mener, at systemerne også vil tilfredsstille Nato.

– Det har der været en del drøftelser om i medierne, men det lever op til Danmarks styrkemål, siger han.

– Man kan selvfølgelig godt tillade sig at være fagligt uenig i deres udtalelser, og det er jeg bare her. Det er jo sådan, at forskellige nationer har forskellige systemer – både hæren, søværnet og flyvevåbnet har forskellige systemer – og det er ikke en udfordring og slet ikke i forbindelse med artilleri.

Specifikt er der tale om 19 haubitser og 8 raketkastersystemer. Det blev annonceret torsdag, at Danmark vil købe artilleriet, og det har altså straks mødt kritik.

Tidsfaktoren har været en overvejelse i købet, for Elbit kan levere systemerne hurtigt – allerede til sommer begynder de at rulle ind – hvorimod der kunne være gået længere tid, hvis Forsvaret skulle have købt fra et alternativt firma – Caesar-kanoner eller det koreanske K9-system.

En af de tidligere brigadegeneraler er Carsten Rasmussen, der både i netmediet Olfi og over for TV 2 har kritiseret købet, fordi det ikke er det samme, som andre lande nær os bruger, og fordi det ifølge ham har en del mangler.

Christian Brejner Ishøj siger, at Danske Artilleriregiment fagligt har vurderet systemerne, og de mener, at det ny artilleri er en god løsning.

Spørgsmål: Men hvis man var i en situation med ubegrænsede midler og kunne få leveret alle systemer hurtigt, ville du så helst have K9’ere, Caesar-kanoner eller dem her?

– Jeg ville helst have dem, vi har anskaffet nu her til hæren. Og havde jeg – hypotetisk – flere penge, havde jeg købt flere af de samme systemer, siger Christian Brejner Ishøj.

/ritzau/