Stort og ‘skævt’ talent åbner årets udstillinger på Hillerød Bibliotek

Astrid Marie Christiansen har lavet 'I Make Science' specifikt til Vandrehallen, hvor man vil kunne se hendes malerier på skæve rammer fra 16. januar

Foto: Steen Tue Bjerborg

Det bliver en af de mest lovende unge talenter på den danske malerkunstscene, som man vil kunne se på årets første udstilling i Vandrehallen på Hillerød Bibliotek fra lørdag den 16. januar.

Udstillingen 'I Make Science' viser nye værker af den 34-årige københavnske kunstner Astrid Marie Christiansen, der selvom hun først blev færdiguddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi for godt tre år siden allerede har opnået stor anerkendelse i kunstkredse og en del på sit kunstner-CV.

Astrid Marie Christiansen har blandt andet udstillet på den daværende kulturminister Uffe Elbæks kontor, hun har været repræsenteret af det prestigefyldte Københavnske galleri Tom Christoffersen, og så var hun forrige og sidste år jurymedlem for Den Censurerede Forårsudstilling i Hillerød.

"Astrid Marie Christiansen imponerer med et billedligt udtryk, der på én og samme gang er tro mod maleriet og samtidig udfordrer dets konventioner," lover Hillerød Bibliotek.

Astrid Marie Christiansen helt personlige signatur er, at hun maler med akvarel, kaffe og pastelfarver på et lærred, der er spændt ud på hjemmebyggede trærammer, der bevidst er skæve.

"Det giver en oplevelse af, at maleriet vrider sig ud af sin normale firkantede form, hvilket er en måde at lege med, hvad maleriet kan og betyder. Og det betyder, at værkerne på Vandrehallens vægge vil komme til at hænge som sanselige objekter i varierende former, der ikke helt ved, om de vil være maleri eller skulptur," lyder det fra Hillerød Bibliotek.

Udstillingen 'I Make Science' præsenterer Astrid Marie Christiansens helt nye værker, der er skabt specifikt til Vandrehallen på Hillerød Bibliotek. Og som titlen afslører, har Astrid Marie Christiansen ladet sig inspirere af billeder fra den videnskabelige og naturfaglige verden.

Her har hun brugt fagbøger som forlæg og sender små hilsner til redskaber, billeder og figurer, som man kender fra for eksempel undervisningsmaterialer.

"Det ligner lektier, man ikke kan forstå, eller en femdøgnsprognose, man ikke kan tyde. For mine værker er abstrakte, men forestiller uden tvivl samtidig noget. Noget, som er meget logisk og definitivt, men som man bare ikke ved, hvad er," lyder forklaringen fra kunstneren selv.

'I Make Science' åbner med en fernisering lørdag d. 16. januar. Den varer fra klokken 14 til 16, og ud over at man kan møde kunstneren selv, vil Hillerød Bibliotek i anledning af det nye år byde på et glas nytårsbobler.

Udstillingen kan herefter ses fra 17. januar til 6. marts i bibliotekets åbningstid, der er mandag til fredag kl. 10 til 19 og lørdag og søndag fra kl. 10 til 16.