Stopper efter 42 år som møbelmand

Foto: Per Witt
Carsten Rasmussen har været en vellidt medarbejder hos IDEmøbler på Kanalvej. Nu går han på efterløn. Privatfoto
Carsten Rasmussen har været en vellidt medarbejder hos IDEmøbler på Kanalvej. Nu går han på efterløn. Privatfoto

– Jeg har slidt tre ejere op, siger Carsten Rasmussen, Næstved, med et lunt smil. Den 1. januar går han på efterløn efter 42 år som sælger hos Svends Møbler/IdeMøbler på Kanalvej i Næstved.

Den første chef var Svend Aage Nielsen, der et par år inden havde flyttet Svends Møbler / IdeMøbler fra Sct. Peders Kirkeplads til Kanalvej 1. Nogle år efter fik han Heine Sørensen som chef og i 2014 overtog Heine Sørensens søn Jesper Kjep Rasmussen det store møbelhus ved havnen.

Carsten Rasmussen, der er 62 år, blev uddannet hos IdeMøbler i Næstved men har en kortere årrække været ansat i møbelhus i Ringsted og Køge. Han vendte tilbage til lærestedet sidst i 1970´erne og har gennem årene prøvet lidt af hvert. Grundlæggende har han været sælger af alt hvad møbelhuset har på hylder og gulv, men han har bl.a. også stået for indkøb, markedsføring og ansættelser i møbelhuset.

Den kommende efterlønner går på juleferie fra i morgen 22. december og kommer ikke tilbage. Afskeden markeres derfor internt i møbelhuset.

– Nu skal jeg blandt andet i gang med at motionere på de to indkøbte cykler. Den ene til vinterkørsel og den anden til sommerhalvåret, siger Carsten Rasmussen, der understreger, at han ikke skal ud og spille golf men også bruge tid til at pleje venskaber og se lidt af verden på rejser sammen med hustruen, der gik på efterløn fra sit job sidste år.