Stenløse sluttede af med en god kamp

Det blev ikke til en sejr for Stenløse Boldklub's 2. divisionshold mod Fremad Amager, men SB viste det bedste fodbold af de to hold

Foto: Per From Egeberg

FODBOLD: Stenløse var inden turneringens sidste kamp i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager sikret endnu et år i 2. division, mens hjemmeholdet var sikker på en kvalkamp mod nummer to fra vestkredsen, der blev Brabrand.

Det blev en rigtig god og underholdende fodboldkamp, hvor SB, der stillede op uden anføreren Lars Bo Hansen, der sad uden for med karantæne, kampen igennem viste rigtige gode takter, mens hjemmeholdet trods deres mange scoringsmuligheder ikke viste en klasse, der gør det til et 1. divisionshold.

I 1. halvleg spillede SB en rigtig gang seværdigt fodbold, hvor bolden blev holdt mellem rækkerne og langs græstæppet, mens hjemmeholdet levede på lange høje bolde fremad banen. Begge hold havde deres scoringsmuligheder, hvor de største tilfaldt hjemmeholdets Anders Jochumsen i det 35. minut, da Patrick Bendsens hovedstød tilbage til Christian Amby landede hos Jochumsen, men helt alene med Amby sparkede han forbi målet. Fem minutter efter var det Thomas Wagner, der fik en kæmpe mulighed, men han tøvede for længe med at afslutte og blev tacklet i skudøjeblikket. Hjemmeholdet kom sidst i halvegen foran på et frispark uden for felten af den tidligere Lyngbyspiller Morten Juul Hansen. En ikke helt fortjent pauseføring til hjemmeholdet.

Der var kun spillet fire minutter efter pausen, da Nikolaj Helby direkte på hjørnespark fik udlignet. Hjemmeholdet fik herefter et mindre overtag på midten af banen, men gæsterne var hele tiden farlige med hurtige modangreb. Der var flere muligheder for en scoring til begge hold, hvor det blev hjemmeholdet der til sidst trak det længste strå, da Morten Sørensen begik et frispark et stykke uden for feltet og på dette fik banens mindste spiller Anders Jochumsen headet bolden i mål til en 2-1 sejr til Fremad Amager. SB havde et par store muligheder til sidst, men uden resultat.

Det var SB's tredje sæson i 2. division, hvor holdet hvert år har været mellem de nederste i tabellen, men mon ikke der er lys forude. Igen i år har holdet fået tilført flere unge spillere, der lige skal vende sig til tempoet i 2. division. En af disse er Mikkel Vive, der i kampen mod Fremad Amager startede inde og spillede en virkelig god kamp. Mere naturligt var det nok, at Nikolaj Helby viste storspil, da han gang på gang udfordrede og med held og dygtighed overløb den tidligere AB-er Kristoffer Wichmann. De to i midterforsvaret Patrick Bendsen og Michael Knudsen spillede endnu en gang meget sikkert nede bagved.

Patrick Bendsen, der havde en stor scoringsmulighed sidst i kampen, hvor man fik loppet bolden over målmanden, men også lige over overliggeren, sagde.:

– Jeg skulle nok have scoret, men trods det syntes jeg, at vi igen spillede en god kamp. Vi har vundet over Roskilde, der rykker op, og i dag spiller vi lige op med nummer to. Jeg glæder mig til en ny sæson og mit samarbejde med Michael Knudsen i midterforsvaret føler jeg går rigtigt godt, sagde den tidligere Brøndby-spiller. Kenneth Larsen blev midt i anden halveg udskiftet, en disposition han ikke var helt tilfreds med og løb direkte i omklædningsrummet. Træner Jesper Rosborg sagde hertil.:

– Kenneth følte ikke, at udskiftningen var på plads. Vi har talt sammen om det efter kampen,og så er der ikke mere i det, sagde træneren, der var meget tilfreds med sine spilleres indsats.