Spillerflugt truer S.C. Egedal

Flere spillere kan være væk, hvis S.C. Egedal til næste sæson skal spille i Danmarksserien. Det mener bestyrelsesmedlem Kim Madsen fra Stenløse Boldklub. Peter Nørris Dalsgaard fra Ølstykke FC har dog en anden holdning

Foto: Kenneth Tanzer

Den nye fodboldklub S.C. Egedal kan blive svækket på spillersiden, hvis Stenløse Boldklub rykker ned i Danmarksserien.

Det forudser Kim Madsen, tidligere SB-formand og kommende bestyrelsesmedlem i fusionsklubben.

"På spillerfronten vil det nok betyde en hel del. Jeg tror desværre, at flere spillere vil takke nej til at spille i Danmarksserien. Ikke kun på grund af niveauet, men også med henblik på tiden, som bruges på transport og træning," siger Kim Madsen.

Helt så bange anelser er der ikke at spore hos et andet bestyrelsesmedlem, Peter Nørris Dalsgaard fra Ølstykke FC

"Jeg frygter ikke en decideret spillerflugt. Vi har allerede fået tilkendegivelser fra flere spillere, der gerne vil være med til næste år – også hvis vi spiller i Danmarksserien. Hvis vi alligevel skulle miste en del spillere, så ville andre stå klar til at tage over," siger han.

Både Peter Nørris Dalsgaard og Kim Madsen håber og tror, at Stenløse klarer frisag i 2. division, men hvis det ikke går som forventet, så er man gearet til Danmarksserien.

"Det ville ikke være en katastrofe, for sportsligt er der ikke den store forskel, men det er sjovere at starte i 2. division. Ingen tvivl om det," siger Peter Nørris Dalsgaard, som får opbakning fra Kim Madsen.

"For integrationen af to trupper samt en ny gruppe spillere udefra kunne det være godt at starte et sted, hvor opmærksomheden er mindre, men jeg leger ikke så meget med de tanker. Lige nu er mit fokus udelukkende på overlevelse i 2. division," siger Kim Madsen.