Sommer-retreat med fordybelse, forkælelse og fællesskab

 Alle led bliver smurt, når der er yoga i haven.
Alle led bliver smurt, når der er yoga i haven.

arrngement Center for Mindful Living, der holder til på Slotsgade 32 i Hillerød, afholder et sommer-retreat i uge 31, hvor man kan komme ned i gear, slappe af, lytte til sin krop og sit hjerte.

"Med hjerte og nærvær som gennemgående tema kommer deltagerne gennem en personlig og fælles rejse med kreativ og meditativ fordybelse. Med musik, tegning, maleri, modellering, bevægelse og andre kreative udtryk er der mulighed for at udfolde sig og give slip på gammelt og give plads til nyt," skriver Mindful Living om ugen.

Om eftermiddagen vil der være yoga, walk and talk, meditation og mindful walking omkring Slotssøen. Kan man rumme mere, vil der om aftenen være hjertemassage, dans, energi og sansekrop samt klangmeditation.

Hele programmet er sat sammen af centrets erfarne undervisere Kirsten Steensberg, Elizabeth Mroz, Kim Bergensol og Hanne Parvine. som har arbejdet holistisk med krop, sind og ånd i mange år.

Det er deres ønske med retreatet, at deltagere oplever en større ro, livfuldhed og nærvær, som de kan tage med i deres videre hverdag til berigelse i familien, på jobbet og i livet generelt, skriver de i pressemeddelelsen.

Under retreatet vil der i centrets have serveres vegetarmad, som medlemmer af centret frivilligt forbereder og serverer. Alle undervisere og køkkenfolk er medlemmer, som med deres hjælp ønsker at sikre centrets videre aktiviteter.

Sommer-retreatet varer fra mandag den 30. juli til fredag d. 3. juli og koster 1995 kroner inklusiv mad og uden overnatning. Til avisens læsere tilbydes en rabat på 250 kroner, da alle pladser ønskes besat.

Du kan læse mere og tilmelde dig på hjemmesiden centerformindfulliving.dk.

mw