Fredag den 26. februar var to repræsentanter for Østfestivalen inviteret til fællesmøde på Grønnevang Skole, afdeling Østervang. Forud var gået et møde med skolens elevråd, der viste stor interesse for at deltage i planlægningen af det store arrangement, som er en kultur- og sportsfestival i den sidste uge af skolernes sommerferie.
Det var således elevrådet, der havde inviteret Østfestivalen til at deltage i fællesmødet fredag, hvor opgaven var at få engageret flere elever i festivalen og få dem til at komme med deres idéer til aktiviteter.
Boligsocialkoordinator Marie Schmidt og Thyge Enevoldsen, en af initiativtagerne for den nye Østfestival, fortalte kort de mange elever om den kommende festival, der finder sted den 3.-6. august.
"Det er jeres festival, så vi vil gerne høre fra jer, hvilke aktiviteter der skal være", sagde Marie Schmidt ifølge en pressemeddelelse.
"For 25 år siden, da jeg kom til området, var der også en Østfestival, som kørte i ti år. Vi glæder os rigtig meget og håber, I vil være med. De voksne vil sætte rammerne, men I skal være med til at bestemme indholdet", supplerede Thyge Enevoldsen.
Eleverne kan på facebook følge med i, hvad der sker, og hvornår der afholdes møder.
Fællesmødet fredag var også det møde, hvor eleverne tog afsked med distriktsskoleleder for Grønnevang Skole Susanne Oxvig, der gik på pension efter 11 år som skoleleder. Men Susanne Oxvig forlader ikke helt Østbyen, for hun har meldt sig som frivillig til Østfestivalen.
"Det har jeg lyst til, for det her område er en så stor del af mig. Jeg sidder i en gruppe, hvor vi følger, hvordan det går i Østbyen, og det var også her idéen til Østfestivalen opstod, så det er naturligt for mig at melde mig som frivillig. Jeg har haft stor glæde af at arbejde her, så det giver god mening at være frivillig, hvor jeg også vil møde mange af forældrene, som jeg jo også kender", udtaler Susanne Oxvig.